En lytteguide
Flamencostilarter forklaret
Hvad et palo er, hvordan de langsomme, højtidelige former adskiller sig fra de hurtige, festlige, og hvad man skal lytte efter i en forestilling på Museo del Baile Flamenco.
Book din flamencoaften ↗Hvad en palo er
En palo er en af de traditionelle former for flamenco, lidt som en genre. Wikipedia forklarer, at hver palo identificeres ved en blanding af kendetegn: dens rytmiske mønster, dens mode, karakteristiske motiver, versets type og dens oprindelsessted. Klassificeringen er ikke stiv. For eksempel regnes en sang som bulerías udelukkende på grund af sin rytme. Nogle palos rummer snesevis af traditionelle sange, mens enkelte kun rummer én. Når museet siger, at et show kan indeholde en seguiriya, en taranto eller tangos, er det palos, der nævnes.
Dyb sang og festlig sang
Soleares og seguiriyas er stærkt knyttet til romaernes musikkultur, og på grund af deres højtidelige karakter kaldes de nogle gange cante jondo, eller dyb sang. Sevillas turistkontor bruger samme betegnelse for flamenco som helhed. Derimod er tangos og bulerías hurtige og festlige. En god tommelfingerregel for førstegangsgæster, som ofte endnu ikke kan skelne den ene palo fra den anden, er at lægge mærke til stemningen: Hvis et nummer føles tungt og langsomt, hører du sandsynligvis den dybe ende, og hvis det får dig til at klappe, er du ved den anden.
Soleá og seguiriya
Begge er centrale i cante jondo. Soleáen tilhører en familie af palos, der alle bruger en tolvslags cyklus, kendt som compás, som mange andre former deler. Seguiriyan er den højtidelige, og museet selv beskriver den sådan. Hvis dit show indeholder en, kan du forvente en tungere stemning end i de livlige numre omkring den.
Tangos
Flamenco-tangos er en livlig form i binær eller firdelt takt, og de er en selvstændig andalusisk palo, ikke argentinsk tango. Wikipedia bemærker, at Instituto Andaluz del Flamenco placerer deres tidlige udvikling mellem Cádiz og Sevilla. Museet kalder sine tangos sanselige. Tangos er tæt beslægtet med tientos, som bruger samme grundlæggende compás i et langsommere tempo. De er blandt de grundlæggende flamencostile, og deres enkle to- eller firetaktsrytme gør dem til en god en at starte med.
Bulerías
Bulerías er en hurtig rytme bygget på en tolvslags cyklus. Den opstod blandt roma-miljøer i Jerez i det 19. århundrede, oprindeligt som en livlig måde at afslutte en soleá på, og den er blandt de mest populære og dramatiske palos. Den spilles normalt ved omkring 195 til 240 slag i minuttet. Wikipedia siger, at den ofte afslutter en flamenco-sammenkomst. Museet nævner en soleá por bulerías, en langsom form, der accelererer ind i bulerías.
Sådan hænger det sammen til showet
Du behøver ikke at kunne navngive hver enkelt palo for at nyde en. Vær først opmærksom på stemningen: tung og langsom eller hurtig og lys. Følg derefter rytmen, som klapsalverne og guitaren gør tydelig. UNESCO beskriver stemmen, dansen og guitaren som tre kunstarter smeltet sammen til én, hvor håndklap og fodtramp understøtter rytmen. Når castet skifter dagen efter, gør programmet det samme, og derfor kan samme museum byde på en helt anderledes aften ved et andet besøg.
Sevillanas og tarantoen
Sevillanas er folkemusikken og -dansen fra Sevilla og omegn, og de danses på markeder, herunder Aprilmarkedet. Folk, der har tænkt sig at danse flamenco, lærer dem som regel først. Tarantoen er noget andet: den hører til fandango-familien af former, og museet beskriver den som tragisk. Du ser måske ingen af dem ved en given forestilling, da ensemblet beslutter programmet hver dag, men det hjælper at kende navnene.
Kilder